---
title: "For lav tilslutning til omlægning til fjernvarme i Rendsagerparken betyder at projektet aflyses"
description: "Det er med stor ærgrelse at bestyrelsen for Vallensbæk Fjernvarme Nord i går måtte meddele tilmeldte forbrugere i Rendsagerparken, samt entreprenører og installatører at den projekterede omlægning til fjernvarme på Rendsagervej og på Løkketoften, må aflys"
date: "2026-06-22"
created: "2026-06-22"
---

[Hjem](https://www.vfnord.dk/)

                    [Nyheder](https://www.vfnord.dk/nyheder)

                [For lav tilslutning til omlægning til fjernvarme i Rendsagerparken betyder at projektet aflyses](https://www.vfnord.dk/nyheder/for-lav-tilslutning-til-omlaegning-til-fjernvarme-i-rendsagerparken-betyder-at-projektet-aflyses)

# For lav tilslutning til omlægning til fjernvarme i Rendsagerparken betyder at projektet aflyses

Det er med stor ærgrelse at bestyrelsen for Vallensbæk Fjernvarme Nord i går måtte meddele tilmeldte forbrugere i Rendsagerparken, samt entreprenører og installatører at den projekterede omlægning til fjernvarme på Rendsagervej og på Løkketoften, må aflyses.

Bestyrelsesformand i Vallensbæk Fjernvarme Nord, Helle Ullum forklarer hvorfor ”Der er simpelthen ikke nok husstande der har tilmeldt sig omlægning til fjernvarme. Derfor må vi aflyse projektet, for så hænger økonomien ikke længere sammen. Det er vi virkelig ærgerlige over i bestyrelsen, for vi arbejder hver dag for at være en aktiv del af at kunne levere stabil, billig og grøn energi til borgere og virksomheder i Vallensbæk Nord”, udtaler Helle Ullum.

Kasserer Poul Pabian uddyber: ”Hele projektet i Rendsagerparken er lagt til rette ud fra at 65% af husstande i området skal tilmelde sig. Dette har vi været tydelige om i al kommunikation til både husstandene i Rendsagerparken og til entreprenører. Hvis vi gennemfører med færre tilmeldinger, vil det blive dyrere, både for hver husstand der har tilmeldt sig i Rendsagerparken, samt for de eksisterende forbrugere andre steder i Vallensbæk Nord. Derfor må vi selvfølgelig aflyse.”

Der er i alt 283 husstande i Rendsagerparken, men kun 147 har tilmeldt sig. For at projektet kunne løbe rundt skulle 65% eller 184 husstande tilmelde sig for at projektet kunne igangsættes. Derfor er det økonomiske grundlag ikke godt nok.

Da projektet er aflyst er der for nuværende ingen planer om at tilbyde konvertering til fjernvarme i Rendsagerparken inden for en overskuelig fremtid.

Helle Ullum udtaler; ”Vi er først og fremmest rigtig kede af skulle skuffe de næsten 150 husstande, som har glædet sig til at komme på billig, grøn energi. Det er første gang vi oplever så lav en tilslutning, og da alle øvrige etaper er gennemført med stor tilfredshed blandt dem der har tilsluttet og budgetterne er blevet holdt, så håber vi på at det er en enlig svale. Derfor vender vi nu vores kræfter mod de kommende etaper og regner her med større tilslutning, for vi er stadig af den opfattelse at fjernvarme er fremtidens energiform, fordi den både er grøn og ikke nær så afhængig af den geopolitiske situation som for eksempel gas, hvor vi har set meget store udsving i priserne de seneste år.”

Danmark har lige fået ny regering. Her vil bestyrelsen have særlig fokus på om vilkårene for konvertering til fjernvarme vil blive understøttet bedre end det har været tilfældet hidtil. Sker dette vil det selvfølgelig komme både nuværende og kommende forbrugere i Vallensbæk Nord til gavn i videst muligt omfang. Samtidig fortsætter Vallensbæk Fjernvarme Nord den stabile drift af de områder der allerede i dag får leveret fjernvarme, og vil også fortsætte med at projektere nye konverteringsprojekter andre steder i Vallensbæk Nord.

Kontaktinformation
Formand Helle Ullum: hhu@vfnord.dk
Kasserer Poul Pabian: pp@vfnord.dk
